Den væsentligste årsag til, at der er lovgivning på vej omkring krav om registrering af medarbejdernes tid, er EU-Domstolens sag nr. C-55/18. Den fastslår, at medlemsstaterne skal kræve, at arbejdsgivere skal etablere systemer, der registrerer deres medarbejderes faktiske daglige arbejdstid.
Det var oprindeligt en sag anlagt ved en spansk domstol af en spansk fagforening CCOO mod Deutsche Bank som arbejdsgiver. CCOO’s påstand var, at Deutsche Bank som arbejdsgiver var forpligtet til at etablere et system, som registrerede medarbejdernes daglige arbejdstid. Fagforeningen mente, at det kun var etablering af et tidsregistreringssystem, der kunne gøre det muligt at kontrollere, om arbejdstiden for deres medarbejdere oversteg det tilladte. Systemet ville også sikre, at fagforeningsrepræsentanter ville blive informeret om medarbejdernes månedlige overarbejde.
Den spanske domstol var i tvivl om, hvorvidt spansk ret var i overensstemmelse med EU-retten, og anmodede EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse om bl.a. fortolkningen af artikel 31 stk. 2 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og af direktiv om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af medarbejdernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.